Hvad er kvalitets-kode?

Programmører kan diskutere til evighed, hvad god kode er, og hvordan man laver god kode. Her er et forsøg på at forklare, hvorfor du overhovedet bør bekymre dig om kvaliteten af koden i din web applikation.

Korrekt: Gør hvad det skal og uden fejl

Det er næsten selvsagt, at god kode er korrekt kode. Koden skal gør det, der er meningen og den gør det rigtigt. Definitionen af, hvad der korrekt afgøres i samarbejde med produkt-ejeren før en feature udvikles og løbende under udviklingen af udviklerne, når der opdages grænsetilfælde.

For at sikre at kode er korrekt forsøger vi at fange alle detaljer om hvordan den skal bruges i user stories før udviklingen går i gang. Under udviklingen bruges teknikker som automatiske tests, og en gennemgang af den endelige feature sikrer, at koden der ryger i drift er korrekt.

Læsbar: Man kan forstå, hvordan den fungerer

Udviklere bruger mere tid på at læse kode end på at skrive det. For at kunne danne en slagplan for en ændring bruger vi lang tid på at sætte os ind i den eksisterende kode og finde ud af, hvordan det fungerer. For at kunne rette fejl, bruger vi lang tid på at undersøge den eksisterende kode.

Web applikationer er komplekse systemer, og det er ikke uset, at løsningen på en opgave består af timers gennemgang af koden for at finde frem til roden af et problem, hvorefter rettelsen klares på 1 minut og 1 linje kode.

Læsbar og forståelig kode bidrager til at reducere tiden, der skal bruges til at finde frem til et problem, og minimerer risikoen for at introducere fejl.

Vedligeholdbar: Skal kunne vedligeholdes og videreudvikles

Din forretning skal eksistere i lang tid. Derfor skal koden, der danner fundamentet i din forretning også eksistere i lang tid. Den skal holdes ved lige og ændres i takt med din forretning.

Det vil sige, at god kode skal understøtte den videre udvikling og især ikke stå i vejen for den. Typisk bliver koden lavet som en bunke små delkomponenter, der kan kombineres på forskellige måder.

Det betyder at god kode kan tilpasse sig ændrede krav i forretningen. Svaret på ønsket om en ændring bør ikke være "det kan ikke lade sig gøre".

God kode understøtter forretningen

Helt grundlæggende skal kvalitets-kode understøtte din forretning. Det giver ingen mening at bruge lang tid på at gøre kode perfekt, hvis det kun skal bruges i et script, der skal afvikles én gang. Hvorfor gøre koden læsbar og nem at vedligeholde, hvis ingen skal læse eller vedligeholde den?

Tilsvarende giver det ingen mening at bygge en forretning på dårlig kode. Du forventer at din virksomhed eksisterer om 5 år, så det er en rimelig antagelse at koden, forretningen baserer sig på, også gør.

Hvis du også om 5 år vil kunne tilpasse din kode til din forretning, udvikle nye features uden at skulle omskrive alting, og finde og rette fejl på kortest mulig tid, skal du allerede nu starte med kode af høj kvalitet.

  1. Substance Lab ApS
  2. Jernbanegade 27
  3. 6000 Kolding
  4. Danmark